Center for Døve

Danske Døves Landsforbund

Information om døveverdenen

Videnscenter for hørehandicap

Videnscentret for døvblindblevne

Døveområdet

Døveafdelingen er i dag et af hovedstadsregionens største kompetencecentre for rehabilitering af voksne døve og svært hørehæmmede med behov for visuel kommunikation. I afdelingen beherskes tegnsprog og alternativ kommunikation i kombination med stor erfaring i individuelt tilrettelagte rehabiliteringstilbud i form af undervisning. Vores tilbud inkluderer en bred vifte af tilbud til døve, også med yderligere funktionsnedsættelser og vi har specielle tilbud til døvblinde.

Døveafdelingens kerneområde er kompenserende undervisning tilpasset den enkelte deltagers forudsætninger, færdigheder og behov med et formål at afhjælpe eller begrænse kommunikationsvanskeligheder. Vores overordnede mål er primært at være med til at forbedre livskvaliteten for borgeren, så han/hun trods sin funktionsnedsættelse er socialt aktiv og kan indgå i positive relationer til sine pårørende og øvrige netværk, samt eventuelt fastholde arbejde og gennemføre uddannelse.

Vores arbejde bygger på viden inden for pædagogik, psykologi, teknik, kendskab til fundamental medicin samt stor interesse i og tradition for at samarbejde med andre fagspecialister, professionelle og pårørende. Vi arbejder helhedsorienteret og på et tværfagligt grundlag, og har i praksis særligt fokus på den enkelte borgers livssituation. Underviserne er højt specialiserede og holder sig løbende opdateret indenfor faglig viden.

Afdelingen har undervisningstilbud indenfor følgende områder: Dansk på mange niveauer, tegnsprog, TSK, taktil kommunikation, billedkommunikation, IT – kommunikation og informationsøgning samt elementær orientering i hverdagslivet. Vi tilbyder artikulation og taleundervisning til tegnsprogsafhængige borgere og tilbyder undervisning til voksne med cochleaimplantat (CI), som har behov for sproglig og auditiv genoptræning via undervisning på tegnsprog.

Undervisningen gives dels som eneundervisning, dels på mindre hold eller i enkelte tilfælde til netværket og ikke direkte til borgeren med kommunikationsproblemer.

Vi tilbyder vejledning og rådgivning til personale i kommuner, på institutioner og uddannelsessteder. Her ud over tilbyder vi kurser i f.eks. tegnstøttet, taktil, og alternativ kommunikation.

Undervisningen i Døveafdelingen sker på grundlag af Lov om specialundervisning for voksne.

THI drives af Region Hovedstaden - Handicap
Handicapvirksomheden
Sidst redigeret 24/02/2009